tirsdag den 8. januar 2013

Kaptajn Klo er måske ikke nogen helt.


Som barn har man forskillige drømme om hvad man gerne vil være når man bliver stor. Brandmand, politimand, pilot, agent som James Bond, men jeg drømte om at blive pirat. Jeg ville have et træben og en klo i stedet for en hånd, og så tage rundt på de syv verdenshave og røve skibe med min krumsabel. Dengang var en pirat sådan lidt helteagtig. Dette billed er måske blevet ødelagt noget, for selvom pirater jo stadig røver skibe, så er der kommet et menneskeligt synspunkt ind også, for som barn tænkte jeg ikke på de ofre der nødvendigvis måtte være ved sådan et erhverv.
Jeg har gerne en mening om alt, men en sjælden gang støder jeg på noget som gør at jeg er så meget i tvivl, at jeg simpelthen ikke aner hvad jeg skal mene. Senest er det om de to danske søfolk der i to år har været gidsler i Somalia. Der er mange stærke argumenter fra alle sider om hvad der bør gøres eller ikke gøres, og der er stærke følelser involveret, for det er jo mennesker vi snakker om. Senest kunne vi læse i Ekstra Bladet at de er meget syge, og at Søren har malaria og nu ikke vil indtage føde mere, fordi han hellere vil dø end lide mere. Dette er jo en helt naturlig reaktion efter at have siddet under sådanne forhold så længe.
Der er forskellige meninger om hvad man kan eller burde gøre. Den danske regerings politik er at man ikke skal forhandle med gidseltagere og at det er bedst ikke at have for meget pressedækning om det, fordi det vil gavne piraternes forhandlingssituation. Andre mener at der skal demonstrationer og massiv pressedækning til.

Jeg har svært ved at vælge side i den situation, for regeringen har jo en stærk point hvis man kigger uden følelser på det, for selvfølgelig vil der komme endnu flere gidselsituationer, hvis den danske regering bare udbetalte penge hver gang en dansker var i knibe. På den anden side er det svært at have det synspunkt, hvis man begynder at tænke på at det altså er to mennesker der sidder i den situation. Det er ikke to tal i en statistik. Det er mennesker af kød og blod, og med familie og pårørende som også lider. Det hele bliver altså et valg mellem følelser og fornuft, og det er et valg jeg har svært ved.
Der har og er også stor kritik af rederiet som ikke vil eller kan udbetale den store løsesum. Firmaet selv siger de ikke har pengene, imens andre siger at det ikke passer. Uanset hvad kan jeg heller ikke blive enig med mig selv om det rigtige i den situation, for hvordan ville jeg selv have handlet hvis det var mig der ejede rederiet. Ville jeg tænke på de to stakkels mennesker, eller ville jeg tænke på firmaets økonomiske situation og dets fremtid. Med det scenarie der er i Somalia, med pirater og al-Shabaab der terrorisere landet er det jo nok ikke sidste gang at der ender nogen i den situation. Hvor mange gange kan man udbetale løsesum som firma før man går konkurs.

De fleste hjælpeorganisationer som Red barnet, Røde kors og Folkekirkens nødhjælp bruger mange penge, som blandt andet kommer fra EU, på at hjælpe de fattige i Somalia. Det undre mig meget at man ikke den vej kan lægge pres på den somaliske regering for at få løst problemet med piraterne, og er det virkelig rimeligt at vi skal støtte et land som tilsyneladende kun ser os som en indtægtskilde i form af løsesum for vores indbyggere. Nu er jeg selvfølgelig godt klar over at piraterne ikke er en del af regeringen, men de bliver jo beskyttet af al-Shabaab, som jo styrer store dele af Somalia, og som jo dybest set har mere at sige end regeringen.
Mit sidste spørgsmål til mig selv er, hvad situationen havde været hvis det havde været to amerikanere der havde siddet som gidsler så længe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar