mandag den 14. januar 2013

Bjarne Riis er en fis.


Lance Armstrong menes nu at ville tilstå dopingmisbrug. Det kommer næppe som en overraskelse, at han har været dopet, men nok mere at han nu vil tilstå det. Han var denne amerikanske helt som overvandt kræft, og nu styrtdykker han så ned fra bjergets top. Han er jo langt fra den første cykelrytter der går til bekendelse. Vi husker jo alle den tudende Bjarne Riis bekende at han havde brugt epo. Bjarne havde ellers altid hidset sig op, når en journalist dristede sig til at spørge ham om doping. ”Jeg har aldrig taget doping. Så fat det dog”. Bjarne røg dog ikke ned fra bjergets top. Næ han fik skam sit eget cykelhold. Det gør Lance nu nok ikke, for Bjarne havde i modsætning til Lance haft tungen oppe de rigtige steder.

Der er nok ikke meget tvivl om at stort set alle i Tour de Doping har taget et eller andet. En ekspert udtalte på et tidspunkt, at det ville være stort set umuligt at cykle så langt i det tempo i så mange dage, hvis man ikke havde taget et eller andet. Så måske skulle vi i stedet bare acceptere at de tager det. Lad os få nogle cykelryttere der ligner de østtyske kuglestødere fra før murens fald. Lad os se nogle mutanter der kører imod hinanden. Gerne med indopererede robotdele. Se det ville da være ordentligt fjernsyn.

Nu vil nogen måske tro at cykelsport interesserer mig, men det gør det langt fra. Intet er mig mere ligegyldigt, end et par tynde fyre i tætsiddende tøj der fiser rundt i Frankrig. Men pressedækningen af det gør jo at det er svært at komme udenom. Der er krig i store dele af verden, men at Lance vil tilstå, det rydder forsiderne, og bliver bragt som det første indslag i tv-avisen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar