onsdag den 12. december 2012

Mit svar til inkassofirma.

Jeg har modtaget to rykkerbreve fra et inkassofirma ved navn Lindorff. Det drejer sig om en ti år gammel gæld som jeg aldrig har hørt om før. De er afsendt 2 dage før de ville have været forældet. Det eneste jeg kan få oplyst er at gælden er fra Tryg Forsikring. Jeg har kigget alle mine papirer igennem, men kan ikke se at jeg skulle skylde dette firma noget. Her er mit svar til Lindorff:

ang: 6566000388794-22.11.2002-1 og 7050000003492-22.11.2002-1

Jeg har modtaget jeres to nye breve om disse sager, og kan stadig ikke genkende denne gæld. Jeg har været alle mine papirer igennem, selvom dette jo ikke er nemt når jeg først modtager disse to regninger ti år efter, og kan intet finde om hvad disse beløb kræves for.

Men uanset om jeg skylder disse beløb eller ej, så sidder jeg i fængsel, og min straf udløber først november 2019. På det tidspunkt bliver jeg løsladt til en gæld der stammer sagsomkostninger på 380.530,63 kr. Desuden skylder jeg i børnepenge 130.704,92 kr. Derudover en restskat fra 1999 på 14.009 kr. disse selvfølgelig plus renter og renters rente.

Af værdier jeg er i besiddelse af kan nævnes: 5 par bukser, 8 t-shirts, 3 skjorter, 3 langærmede trøjer, 1 jakke. Det hele selvfølgelig godt slidt. Desuden ejer jeg ca. 10 par underbukser og strømper. Disse kan dog næppe regnes som en egentlig værdi, da de er alle er godt hullede.

Jeg blev i 2002 tilkendt førtidspension, så denne starter automatisk op igen når jeg bliver løsladt.

Så realistisk set vil jeg kunne starte på en afdragsordning omkring år 2080. Til den tid er jeg såmænd kun 115 år gammel.

V.h. Jack Jönsson.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar