lørdag den 22. december 2012

Jule minder.


Til dem som ikke har læst min bog: De kaldte mig øksemorder, er her et afsnit der handler om en af min barndoms juleaftener:

Juletræet med sin glans stod pyntet og klart i stuen.
Gaverne lå under det parat til at blive pakket op.
Min mor stod i køkkenet og lavede maden som så ofte før.
Jeg glædede mig som det lille barn jeg var til juleaften, og havde gået og studeret de indpakkede gaver, og prøvet på at gætte hvad de indeholdt, for ønskelisten havde været lang.
Alt var parat. Vi ventede bare på at min far kom hjem.
Maden blev færdig, men min far var stadig ikke dukket op.
Maden blev kold, men min far var stadig ikke kommet.
Vi ventede og ventede, og julestemningen forsvandt.
Min mor mistede tålmodigheden og vi tog ned på Sortehavet.
Sortehavet var Nyborgs mest skumle værtshus der lå nede ved havnen. Det var her at byens alkoholiske arbejdere kom, når de fik fri fra arbejde. Stedet var indrettet uden noget forsøg på at gøre det hyggeligt, til gengæld var øllene og snapsene billige.
Der havde vi før hentet min far, når han ikke var kommet hjem som aftalt, og der fandt vi ham også denne dag. Fuld og i festligt lag med nogle af hans drukvenner, der heller ikke mente at julen var andet end en festlig grund til at drikke. Han så ikke specielt glad ud, da han så mig og min mor, men tilbød da min mor en øl og mig en sodavand. Min mor afslog dog hans generøse tilbud, hvilket bare gjorde ham mere sur.
”Kom nu med hjem” sagde min mor til ham. Først lidt bydende og senere mere kommanderende. 
Min far havde bestemt ikke lyst til at forlade det festlige selskab for at holde jul med familien.
De begyndte at skændes, og det endte med at han lovede snart at komme hjem.
Vi tog hjem uden min far, og jeg fik lov til at pakke gaver op, selvom det først plejede at være efter vi havde spist. Min mor tvivlede nok på at min far ville dukke op foreløbig, og han var da heller ikke kommet, inden jeg blev sendt i seng. Det var dog noget jeg var vant til, og troede på det tidspunkt at alle familier levede sådan.

Næste morgen da jeg stod op, var min far kommet hjem og lå og havde tømmermænd.
Et fænomen jeg havde lært meget tidligt, hvad var. Når han havde tømmermænd sad han som regel og græd, og lovede bod og bedring. Om min mor troede på hans løfter er nok tvivlsomt, men dengang blev man ikke skilt når man havde et barn sammen. Skilsmissebørn var et forholdsvis ukendt fænomen, og noget som der blev set ned på.
Det var langt værre ikke at have en far, end en alkoholisk far.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar