torsdag den 6. december 2012

Endelig orlov.


Når man sidder i fængsel, så får man i den sidste halvdel orlov. Hver tredje weekend får man lov til at komme hjem til familien. Dette er selvfølgelig rigtig dejligt, men det gør også at man i de tre uger der går imellem, bare går og tæller ned. Dagene går langsomt, og de tre uger føles uendeligt lange.

Endelig bliver det så den fredag hvor man skal ud, og den dag føles så ekstra lang. Man får pakket tasken med det tøj man skal have med. Bliver barberet og alt det andet der gør at man ser, bare en smule anstændig ud, og sætter sig så bare til at vente. Sekunderne føles som minutter, og minutterne føles som timer.

Man kan først gå klokken tre, men allerede halv tre sidder man med sko og overtøj på. Man prøver på at lade være med at kigge på uret hele tiden, men den plan lykkedes selvfølgelig ikke, så hvert minut skæver man til uret, og håber at der er gået ti minutter siden man sidst kiggede. Det er der selvfølgelig ikke. Ofte er der ikke engang gået et minut.

Klokken tre går man så ud igennem centralen. Parat til sin store weekend. Weekenden er næsten planlagt minutiøst, for der er jo meget man gerne vil nå. Mennesker man gerne lige vil nå at hilse på, eller ting der skal ordnes. Nu føles timer lige pludseligt som minutter, og minutter som sekunder. Alle de ting man havde planlagt at skulle nå, viser sig umuligt at nå eller overkomme.

Fredagen er den bedste dag på orloven, for der ved man at man har hele lørdagen også. Den første tanke lørdag morgen er gerne, at man allerede dagen efter skal tilbage til fængslet igen

Weekenden flyver af sted, og inden man får set sig om, så sidder man igen på cellen, og tæller ned til næste orlov.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar