fredag den 30. november 2012

Så blev det "endelig" december.


Så blev det ”endelig” december.

Så blev det den første december. Den første låge i kalenderen skal åbnes. Hvad mon der gemmer sig der. Børn er spændte, for december måned er noget som de elsker og stiller store forventninger til. Ikke så meget på grund af Jesus fødsel og andet religiøst, men på grund af gaverne. Børn elsker gaver. Det gør vi voksne jo nok også, men for os betyder julen bare en kæmpe udgift oveni. For legetøj er jo vanvittigt dyrt, og legetøjsbutikkerne er jo snedige nok til at udsende reklame blade, som vi voksne ihærdigt prøver at gemme for børnene, men reklamerne i TV, kan vi jo desværre ikke gemme. Reklameblokkene for legetøj kommer jo snedigt nok i forbindelse med børne-tv. ”Den ønsker jeg mig, og den ønsker jeg mig” kan man høre ungerne sige i hver reklameblok. For dem er prisen ikke afgørende, men det er selvfølgelig ikke det billigste legetøj der bliver vist reklamer for. Hvis vi skulle opfylde alle deres ønsker, så var nok også nød til at sælge en nyrer eller to.

Man vil jo gerne glæde børnene, men allerede nu, så må man konstatere at de vil blive skuffede. Deres ønskeliste er en kilometer lang, og hvem kan opfylde sådan en. Joakim von And kunne måske, men han er jo på den anden side så nærig, at de nok bare ville have fået en kæp og en sten de kunne lege med.

Julen bliver mere og mere kommerciel hver eneste år, og starter tidligere og tidligere. Da jeg var barn i 1800 tallet og gik 30 kilometer til skole igennem 8 meter høje snedriver, der startede julen første december. Sådan er det ikke mere. Nu starter den allerede i oktober, hvor man i butikkerne kan se de første spæde tegn på at december nærmer sig. De fleste voksne får da allerede de første trækninger, og frygter ungernes konstante snak de næste par måneder. Hver dag vil de spørge om hvor mange dage der er til jul.

Læserne vil nok på nuværende tidspunkt have en kraftig mistanke om, at jeg hader julen, og til dette kan jeg bare sige: JA – JEG HADER JULEN.

Jeg hader alle de forbandede plastik nisser og skrammel der fylder hver en krog af gader, butikker og de danske hjem. Jeg hader alle de forbandede julesange som der bliver spillet i radioen. Jeg hader alle de forbandede genudsendelser af julefilm, julekalendere og andet der har med julen at gøre. Jeg hader at min postkasse er ved at sprænges af alle de forbandede reklamer for gaver til julen.

 

torsdag den 29. november 2012

En god handel.


En god handel.

Min kone havde en gammel Mercedes, som desværre havde set bedre dage. Den skulle nu synes, og der var ikke en jordisk chance for at den ville kunne gå igennem sådan et. Hun elskede den bil, men måtte dog erkende at den måtte skrottes og hun skulle have en anden. Hun ville få 2300 i skrotpris for den gamle, og kunne ud over det skaffe 3700. I alt 6000 kroner. Ikke alverden at købe bil for. Jeg mente næsten at det ville være en umulig opgave at finde en bil til den pris, som udover at være rimeligt nysynet, også skulle have automatgear og anhængertræk.  Jeg støvede samtlige annoncer igennem i Den Blå Avis, og fandt en Opel Omega til 6000 kr. Ifølge annoncen fejlede den ingenting og kunne holde syn de næste halvanden år. Konen ringede og fik lavet en aftale med ham. Jeg var selvfølgelig noget skeptisk, for i en bilhandel kan man jo virkelig blive snydt. Hun ringede da hun havde hentet bilen og var vildt glad, for sælgeren var en ældre mand der udover at sælge hende bilen, også havde sagt at han da gerne ville syne den for hende, når den skulle synes om halvanden år. Jeg var selvfølgelig stadig skeptisk, for det hele lød lidt for godt. Næste morgen var jeg noget spændt på om bilen ville starte, for han kunne jo have startet den med forskellige tricks før hun kom, så bilen var varm og nem at starte, men bilen startede med det samme, selvom det var koldt udenfor. Et par dage efter ringede sælgeren til hende, og spurgte om hun ville købe de vinterdæk han havde stående til bilen. Han ville have 300 kr. Det er jo sikkert rigtigt billigt, men min kone der er rigtig jyde, havde nu ikke tænkt sig at bruge penge på det. Den tyggede sælgeren så på i et par timer og ringede tilbage og sagde at hun så, bare kunne komme og hente vinterdækkene uden betaling.

Det er nu en månedstid siden at hun købte bilen, og den kører bare dejligt. Tænk sig at man kan gøre sådan en god handel i dette kapitalistiske samfund, hvor det ellers handler om at tjene så mange penge som muligt på hinanden.

onsdag den 28. november 2012

Livet med en yngre kone.


Livet med en yngre kone.

Der er ikke nogen problemer i at have en kone der er 18 år yngre. Jeg synes jo det er en stor fordel, for når jeg bliver så gammel at jeg skal til at gå med ble for anden gang i mit liv, så er hun stadig ung nok til at kunne skifte den. Det er vist ikke en arbejdsgang hun ser frem til, men ægteskab handler jo om at følge hinanden i tykt og tyndt. Og tyndt bliver det, for selvom man er tyk, så kan man godt have tynd mave.

 
Jeg glemmer tit den store aldersforskel, og det hænder ofte at jeg snakker om ting der skete før hun blev født, og tror hun kan huske det. F.eks. sagde jeg til hende en morgen, at der stod på tekst-tv at Tarok slet ikke var død, men bare havde haft gemt sig i Hartzen. Det var jo en joke, for den verdensberømte danske hest Tarok har jo været død i mange år. Min kone er meget hesteinteresseret og har to heste, så syntes jo at det var en god joke. Det faldt dog lidt til jorden, da hun ikke anede hvem Tarok var. Det syntes jeg jo var mærkeligt, nu når hun er så glad for heste, men da jeg så googlede det, så viste det sig at Tarok døde et par år før hun blev født.

 
Mange spørger mig også, efter de har set os sammen, om det er min datter de så mig sammen med. Dette resulterer så i forskellige kommentarer, når jeg forklarer at det da var min kone. Nogle rynker på næsen, imens andre siger at det er da godt gået. For det er jo ofte sådan vi mænd tænker. Jeg er 47 år og har scoret en på 29 år. Det kan godt give lidt anderkendelse. I hvert fald ved mænd. De fleste kvinder synes nok jeg er en gammel gris.

 
Min kone elsker også at lave vittigheder om det. At jeg jo ved så meget om Middelalderen, fordi jeg jo oplevede den. At Gravballemanden er min lillebror. At jeg jo faktisk kunne være bedstefar til hendes to børn og andre i samme stil. Alt dette gør at vi ser det fra et humoristisk synspunkt, og ikke som noget problem. Jeg kan jo hjælpe hende med historiske fakta, fordi jeg jo selv oplevede dem, og hun kan hjælpe mig med de nymodens ting som computer, mobiltelefoner og andre ting der kører på strøm.


 

tirsdag den 27. november 2012

                                                               Min første blog.

Det her med at blogge, er en helt ny verden for mig. Jeg har tænkt meget over hvad jeg egentligt vil blogge om, men det bliver nok om lidt af hvert som lige optager mine tanker, eller emner som lige er oppe i pressen. Jeg er jo den her irreterende type der har en mening om næsten alt. Jeg blander mig ofte i debatter i forskellige avisers debatforum, og mine holdninger svinger lige fra at de falder i andres smag, til en læserstorm af vrede. Jeg vil ikke sige at, jeg er ligeglad med hvad andre synes, men jeg står fast på mine egne holdninger, uanset hvor meget modstand de så møder. Jeg tager selvfølgelig andres argumenter til mig, og nogen gange må jeg bukke i støvet og give dem ret. Man har jo en holdning til man tager en ny.

Mine interesser er: Politik, sociologi, psykologi, religion, historie og mange andre ting.

Privat er jeg gift med en 18 år yngre kvinde (måske et emne til en blog :-) ) Hun har to børn på 5 og 6 som jeg prøver at lege med, så meget min dårlige kondition nu tillader. 
Jeg har en datter på 19 år, som går i gymnasiet, og som regner med at fortsætte sin uddannelse efter sommerferien i England.

I 2004 blev jeg idømt 16 års fængsel for drab, og sidder stadig i fængsel.

Jeg har skrevet kronikker, medvirket i tv og radio, og har indtil videre udgivet 4 bøger.

http://gopubli.sh/profiles/4970fef228b4b099