onsdag den 26. december 2012

Mine nytårsløfter.


Nu er det jo snart Nytårsaften og vi siger farvel til året, og goddag til det nye. Man tager det gamle op til revision, og gør regnskabet op. Fik man nået det man havde planlagt, og hvad med nytårsforsætterne man møjsommeligt havde skrevet ned. Overholdt man dem. For mit eget vedkomne tror jeg ikke jeg har prøvet at overholde mine nytårsforsætter en eneste gang. Sidste nytår besluttede jeg at være et mere positivt menneske og ikke brokke mig så meget. Dette løfte holdt kun til morgenen efter. Jeg måtte erkende at jeg er et surt og negativt røvhul.

I år har jeg så besluttet kun at lave nogen jeg med garanti kan holde, for jeg har brug for en succesoplevelse på et eller andet punkt. Så i år er mine løfter følgene:

1)      Jeg vil spise så usund og fed mad som overhovedet muligt, og gerne i store mængder.

2)      Jeg vil ryge minimum 20 cigaretter hver dag. Hvis dette skulle glippe en enkelt dag, så vil de overskydende komme i en pulje, som jeg nok skal få røget på en af mine søvnløse nætter.

3)      Jeg vil være et surt og negativt røvhul, der brokker sig uden at have sat sig ind i tingene.

4)      Jeg vil se så meget underlødigt og tidsspildende fjernsyn, at jeg er ved at brække mig.

5)      Jeg vil glemme at ringe til de mennesker jeg burde ringe til.

6)      Jeg vil tage på i vægt, så mine deller der efterhånden når om på ryggen, bliver endnu større.

7)      Jeg vil møde ubarberet op når det er upassende.

Hvis nogen i min omgangskreds bliver opmærksom på, at jeg skulle bryde nogen af de nævnte løfter, så er de velkommen til at komme med spydige kommentarer.

mandag den 24. december 2012

Min kones prutter.


Mig og min kone har en noget speciel hobby, hvis man kan kalde det for det. Vi konkurrerer om at slå de mest ildelugtende prutter, og lad mig med det samme afsløre at jeg altid bliver nummer to.

Vi elsker at ligge under samme dyne og putte, som min kone kalder det, når vi bare ligger og holder om hinanden. På det her tidspunkt kommer der ofte et underfundigt smil på min kones læber. Første gang troede jeg at det var fordi hun nød at vi lå der. Det gjorde hun da sikkert også, men det var nu ikke derfor hun smilte sådan. Grunden var at hun lige havde slået en prut. En prut er jo ikke bare en prut, men kan jo variere i lyd og lugt. Hendes var en sniger, og det er jo gerne dem som lugter værst. Allerede før lugten sneg sig op over dynekanten, grinte hun helt vildt, og på det tidspunkt fattede jeg jo endnu ikke hvad der var så sjovt. Da lugten nåede mine næsebor, forstod jeg ligesom hvad det var hun grinte sådan af. Hvis jeg skal beskrive hvordan den lugtede, er det nok nødvendigt at komme ind i dyreriget, og det er ikke det levende dyrerige jeg snakker om her, men døde dyr. Døde dyr der har ligget længe, med en blanding af kloak og sure sokker. Den rev og flåede i mine næsebor og mine øjne begyndte at løbe i vand.

 
Jeg ville ønske jeg kunne slå prutter af den kaliber, men mine larmer desværre mere end de lugter. Mine kan høres langt væk, og kan skræmme fuglene væk i mange kilometers omkreds, men de lugter ikke rigtigt af noget. Jeg ville ønske jeg kunne slå nogen, som fik hendes øjne til at løbe i vand, som om det var tåregas hun havde fået i dem. Jeg ville ønske at hun sagde: Fy for fanden, men hun griner bare lidt hånligt og nedladende over mine. ”Nå, den lugter da ikke af noget”.

 
Jeg har altid troet at kvinder hverken pruttede eller sked. Når de gik på wc, så tissede de højest et par dråber som duftede af violer eller andre blomsterdufte. Nu har jeg så opdaget, at det jo slet ikke passer. Kvinder prutter og skider lige så meget som os mænd, og de er oveni købet stolte af det.

lørdag den 22. december 2012

Jule minder.


Til dem som ikke har læst min bog: De kaldte mig øksemorder, er her et afsnit der handler om en af min barndoms juleaftener:

Juletræet med sin glans stod pyntet og klart i stuen.
Gaverne lå under det parat til at blive pakket op.
Min mor stod i køkkenet og lavede maden som så ofte før.
Jeg glædede mig som det lille barn jeg var til juleaften, og havde gået og studeret de indpakkede gaver, og prøvet på at gætte hvad de indeholdt, for ønskelisten havde været lang.
Alt var parat. Vi ventede bare på at min far kom hjem.
Maden blev færdig, men min far var stadig ikke dukket op.
Maden blev kold, men min far var stadig ikke kommet.
Vi ventede og ventede, og julestemningen forsvandt.
Min mor mistede tålmodigheden og vi tog ned på Sortehavet.
Sortehavet var Nyborgs mest skumle værtshus der lå nede ved havnen. Det var her at byens alkoholiske arbejdere kom, når de fik fri fra arbejde. Stedet var indrettet uden noget forsøg på at gøre det hyggeligt, til gengæld var øllene og snapsene billige.
Der havde vi før hentet min far, når han ikke var kommet hjem som aftalt, og der fandt vi ham også denne dag. Fuld og i festligt lag med nogle af hans drukvenner, der heller ikke mente at julen var andet end en festlig grund til at drikke. Han så ikke specielt glad ud, da han så mig og min mor, men tilbød da min mor en øl og mig en sodavand. Min mor afslog dog hans generøse tilbud, hvilket bare gjorde ham mere sur.
”Kom nu med hjem” sagde min mor til ham. Først lidt bydende og senere mere kommanderende. 
Min far havde bestemt ikke lyst til at forlade det festlige selskab for at holde jul med familien.
De begyndte at skændes, og det endte med at han lovede snart at komme hjem.
Vi tog hjem uden min far, og jeg fik lov til at pakke gaver op, selvom det først plejede at være efter vi havde spist. Min mor tvivlede nok på at min far ville dukke op foreløbig, og han var da heller ikke kommet, inden jeg blev sendt i seng. Det var dog noget jeg var vant til, og troede på det tidspunkt at alle familier levede sådan.

Næste morgen da jeg stod op, var min far kommet hjem og lå og havde tømmermænd.
Et fænomen jeg havde lært meget tidligt, hvad var. Når han havde tømmermænd sad han som regel og græd, og lovede bod og bedring. Om min mor troede på hans løfter er nok tvivlsomt, men dengang blev man ikke skilt når man havde et barn sammen. Skilsmissebørn var et forholdsvis ukendt fænomen, og noget som der blev set ned på.
Det var langt værre ikke at have en far, end en alkoholisk far.

 

onsdag den 19. december 2012

Politiet blev dømt igen.


I dag kan man i aviserne læse at politiet igen er blevet dømt for ulovlige masseanholdelser. Dette er langt fra første gang, og så men nok heller ikke den sidste. Uanset om man mener at politiet bare gjorde deres arbejde eller ej, så er det altså vigtigt i et retssamfund at politiet overholder de love som de selv skal opretholde, for ellers ryger tilliden til dem. De kan ikke lave deres regler som går imod de love som er demokratisk besluttet. Uanset om de synes de er rigtige eller ej, for dette vil ændre samfundet i retning af en politistat, og det er vel de færreste der ønsker det.

Vi har brug for at tro på politiet, men de har i høj grad også brug for at vi har tillid til dem. I langt de fleste sager de opklarer, har de gjort brug af vidner som har betroet sig til politiet. Hvis en stor del af befolkningen mister tilliden til dem, så vil antallet af vidner også falde. Eller sagt på en anden måde. Vidnerne vil stadig være der, men de vil måske sige at de ikke har set det, som de i virkeligheden har set.

Politiets historie er ikke kun fyldt med heltegerninger. Under 2. verdenskrig forlangte nazisterne at 16 kommunister skulle anholdes af det danske politi. Man kan ikke ligefrem sige at politiet var vrang villig i den aktion, for de anholdt ikke mindre end 200.                        

Omkring 10 danskere bliver hvert år dræbt af de danske politi, og i mange af sagerne har der været stor kritik af det nødvendige i dette.

Til klimatopmødet blev tilfældige tilskuere og en flok Hare Krishna tilhængere også anholdt. Ikke fordi de havde gjort noget, eller fordi det er ulovligt at gå i grimt orange tøj, men fordi politiet bare anholdt alle som de stødte på.

Politiet glemmer ofte at det er befolkningen de arbejder for. De er altså ikke en lovlig rockerbande der kan rende rundt og te sig som de har lyst til.

tirsdag den 18. december 2012

Forkert nummer.


”Goddag er det Flemming”.

”Nej det er det ikke”.

”Det må du undskylde, så har jeg fået forkert nummer”.

 

Denne korte samtale finder ofte sted, for det telefon nummer jeg har, har åbenbart tilhørt Flemming før. Ofte kan jeg endda genkende stemmen som en der har ringet før. Så man skulle jo tro at det var rimeligt magtpåliggende for personen og få fat i Flemming, så jeg begyndte efterhånden at synes at det da var lidt synd. Så en dag besluttede jeg at, jeg da godt kunne være Flemming. I hvert fald for en kort bemærkning.

 

”Goddag er det Flemming”.

”Ja, det er det da”.

”Det er angående de penge du skylder for noget hønsefoder”.

”Det vil jeg ikke betale for, det smagte jo overhovedet ikke af høns”. Sagde jeg meget forurettet.

(Der blev stille i røret et langt øjeblik før han igen sagde noget).

”Jamen det er da ikke til mennesker. Har du spist det”. Sagde han med stor forundring.

”Jeg spurgte da jeg bestilte om det smagte godt, og da sagde i at, i aldrig havde haft nogen klager”.

(Igen blev der stille i meget lang tid).

”Jamen du fik jo leveret 50 kilo. Kan du ikke levere resten tilbage så”.

”Nej, for det var jo til knægtens konfirmation. Vi skulle jo have høns i tarteletter, så jeg lavede jo det hele. Der skulle jo være nok til alle, men jeg skal lige hilse og sige at, alle syntes det smagte mærkeligt, så hvis der er nogen der skylder nogen noget her, så er det jer der skylder os en ordentlig middag”.

”Jamen det er jo ikke til mennesker” gentog han igen.

”Så skulle i kraftedme kalde det noget andet” råbte jeg ind i røret.

Han lagde røret på.

 
Nu går jeg og venter spændt på næste opkald til Flemming.

 

mandag den 17. december 2012

Amalie har tabt 2 kilo og tre hundrede pund.


Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg ser nogen gange Amalies verden. Det er en last som jeg ellers har holdt skjult for omverdenen, for ved ikke hvor normalt det er at en mand på 47 år ser dette program. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet, hvorfor jeg i alverden gider spilde min tid på det, men det må være fordi jeg godt kan lide at se nogen der er dummere end mig selv. Det giver ligesom lidt optur at opdage at der i hvert fald er tre mennesker der er dummere end en selv.

I går fik vi så at vide at Amalie havde tabt sig 2 kilo og trehundrede pund, og det må da siges at være noget af en bedrift, for det var vist sket på en uge. Ikke engang Peter (den tredje dummeste i serien) kunne lade være med at grine der.

Senere drog hele familien til Hollywood, for Amalie havde besluttet at nu skulle hun være Hollywood stjerne. Hun blev dog en smule skuffet da der ikke stod et hav af fotografer i lufthavnen, for at fotografere hende, for hun er jo kendt. Hun besøgte også et agentur som skaffer skuespillere job. Hun havde dog ikke lige umiddelbart noget til Amalie, hvilket Lotte (den dummeste i serien) mente var et trick, fordi de lige ville holde Amalie lidt nede på jorden, for selvfølgelig var de interesseret i verdensstjernen fra Danmark.

Et eller andet sted er det jo en smule synd for Amalie. Hele verden griner af hende, men hendes mor fastholder stædigt at det er fordi vi er misundelige på Amalie, og siger konstant at det er janteloven. Jeg har endnu ikke helt fundet ud af hvad vi andre skulle være misundelig over. For hvad er denne families talenter?  Det er jo ikke det sværeste at komme i tv, hvis man er villig til at blive udstillet som mindre begavet, og et eller andet sted er der jo faktisk en lov imod at udnytte mindre begavede mennesker. Dette omgår man så ved at fremstille det som helt normalt at være så dum.

Morten og Peter er to andre mindre begavede tv-stjerner. Vi griner ikke af jer, men med jer, er lidt vores undskyldning når vi ser de to tosser sige og gøre underlige ting.

Så kære Lotte, Amalie og Peter: Vi griner ikke af jer, men med jer.

Åh hold op. Selvfølgelig griner vi af jer. At, i ikke endnu har opdaget dette, er faktisk lidt synd.

torsdag den 13. december 2012

Vågn op indvandrere og gør noget ved dette!!!!!!!


Vågn op indvandrere og gør noget ved dette!!!!!!!

I dag er en af de store nyheder, at tre unge med indvandrebaggrund har prøvet at afpresse en kirke på Nørrebro, og grunden til at de mente kirken skulle betale, var at den lå på deres område. Undskyld mig, men kirken har ligget der siden 1890, så det er vel jer der er flyttet ind på deres område.

Dette er en historie som virkeligt ærgre mig, for den vil igen igen give Dansk Folkeparti flere stemmer. Dette har selvfølgelig ikke været de tre drenges ærinde, men hvorfor er der ikke nogle som færdes i de samme kredse som dem, som har fortalt hvilket ramaskrig de vil vække at begynde at afpresse en kirke. Det kan jo næsten ikke blive værre. Det er slemt nok at de har prøvet at afpresse værtshuse og andre butikker på Nørrebro, men en kirke. Dette vil ramme alle indvandrere på en meget uheldig måde.

Mit håb er at nogle voksne og mere fornuftige indvandrere vil tage fat i kraven på disse tre, og fortælle dem at de fandme er nogle fjolser. Havde de i deres vildeste fantasi forestillet sig at en kirke ville betale beskyttelsespenge. De forærer jo danskere som i forvejen ikke er vilde med indvandrere rigtig gode argumenter for at blive endnu mere racistiske. Et af dem kunne være: I forlanger at vi skal acceptere jeres tro og at i går i moske, men samtidigt prøver i på at afpresse en kristen kirke.  

onsdag den 12. december 2012

Mit svar til inkassofirma.

Jeg har modtaget to rykkerbreve fra et inkassofirma ved navn Lindorff. Det drejer sig om en ti år gammel gæld som jeg aldrig har hørt om før. De er afsendt 2 dage før de ville have været forældet. Det eneste jeg kan få oplyst er at gælden er fra Tryg Forsikring. Jeg har kigget alle mine papirer igennem, men kan ikke se at jeg skulle skylde dette firma noget. Her er mit svar til Lindorff:

ang: 6566000388794-22.11.2002-1 og 7050000003492-22.11.2002-1

Jeg har modtaget jeres to nye breve om disse sager, og kan stadig ikke genkende denne gæld. Jeg har været alle mine papirer igennem, selvom dette jo ikke er nemt når jeg først modtager disse to regninger ti år efter, og kan intet finde om hvad disse beløb kræves for.

Men uanset om jeg skylder disse beløb eller ej, så sidder jeg i fængsel, og min straf udløber først november 2019. På det tidspunkt bliver jeg løsladt til en gæld der stammer sagsomkostninger på 380.530,63 kr. Desuden skylder jeg i børnepenge 130.704,92 kr. Derudover en restskat fra 1999 på 14.009 kr. disse selvfølgelig plus renter og renters rente.

Af værdier jeg er i besiddelse af kan nævnes: 5 par bukser, 8 t-shirts, 3 skjorter, 3 langærmede trøjer, 1 jakke. Det hele selvfølgelig godt slidt. Desuden ejer jeg ca. 10 par underbukser og strømper. Disse kan dog næppe regnes som en egentlig værdi, da de er alle er godt hullede.

Jeg blev i 2002 tilkendt førtidspension, så denne starter automatisk op igen når jeg bliver løsladt.

Så realistisk set vil jeg kunne starte på en afdragsordning omkring år 2080. Til den tid er jeg såmænd kun 115 år gammel.

V.h. Jack Jönsson.

torsdag den 6. december 2012

Endelig orlov.


Når man sidder i fængsel, så får man i den sidste halvdel orlov. Hver tredje weekend får man lov til at komme hjem til familien. Dette er selvfølgelig rigtig dejligt, men det gør også at man i de tre uger der går imellem, bare går og tæller ned. Dagene går langsomt, og de tre uger føles uendeligt lange.

Endelig bliver det så den fredag hvor man skal ud, og den dag føles så ekstra lang. Man får pakket tasken med det tøj man skal have med. Bliver barberet og alt det andet der gør at man ser, bare en smule anstændig ud, og sætter sig så bare til at vente. Sekunderne føles som minutter, og minutterne føles som timer.

Man kan først gå klokken tre, men allerede halv tre sidder man med sko og overtøj på. Man prøver på at lade være med at kigge på uret hele tiden, men den plan lykkedes selvfølgelig ikke, så hvert minut skæver man til uret, og håber at der er gået ti minutter siden man sidst kiggede. Det er der selvfølgelig ikke. Ofte er der ikke engang gået et minut.

Klokken tre går man så ud igennem centralen. Parat til sin store weekend. Weekenden er næsten planlagt minutiøst, for der er jo meget man gerne vil nå. Mennesker man gerne lige vil nå at hilse på, eller ting der skal ordnes. Nu føles timer lige pludseligt som minutter, og minutter som sekunder. Alle de ting man havde planlagt at skulle nå, viser sig umuligt at nå eller overkomme.

Fredagen er den bedste dag på orloven, for der ved man at man har hele lørdagen også. Den første tanke lørdag morgen er gerne, at man allerede dagen efter skal tilbage til fængslet igen

Weekenden flyver af sted, og inden man får set sig om, så sidder man igen på cellen, og tæller ned til næste orlov.

onsdag den 5. december 2012

Ny ældgammel kulturminister.

Så har vi fået ny kulturminister. Ja ny er nok så meget sagt, for hun er jo ældre en gravballemanden. Hendes kulturelle viden går jo tilbage til dengang menneskerne lavede hulemalerier, men okay for det er jo også kultur. Dette skal ikke forstås sådan at jeg synes at Folketinget skal bestå af unge mennesker, for det mener jeg bestemt ikke. MEEEEEN Marianne Jelved. Jeg troede aldrig at vi skulle se hende på en post i Folketinget som havde indflydelse, for min opfattelse var at hun ligesom havde erkendt at tiden var løbet fra hende. Det havde hun så IKKE. Nu skal der sikkert indføres hulemalerier på byens mure, i stedet for graffiti.

Posten som kulturminister blev ledig fordi homoen Uffe Elbæk blev taget i at forfordele sin mands arbejdsplads som feststed for sine kulturforbindelser. Jeg har intet imod homoer, for min skyld må de kneppe hinandens røve alt det de vil, men jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, hver gang han omtaler sin mand. Undskyld mig, men når en mand omtaler sin mand, så går der børnehaveklasse i den for mig, og jeg begynder at grine.

Summasumarum. Vi havde en homo og fik i stedet Egtvedpigen. Ved ikke om dette er noget godt bytte.

søndag den 2. december 2012

Fuck SPAM


Fuck SPAM.

Jeg hader spam. Hver gang jeg tjekker min mail, så er der mails fra ”kvinder” der gerne vil giftes med mig, fordi de har fundet mig ifølge dem, helt tilfældigt via min mail. Nu vil de så gerne giftes med mig, fordi jeg er så lækker. Dette har de fundet ud af, udelukkende ved at se på min mail adresse. Andre gange er der mails fra nogen som lover mig en milliard million dollars, hvis jeg bare lige giver dem mit konto nummer. Dette gerne ledsaget af en længere forklaring. Den mest brugte er gerne noget med en rig høvding som har deponeret pengene i England eller et andet sted, og som nu er død. Nu mangler arvingen bare et par tusind for at få fat i dem, og har udvalgt mig til at hjælpe med dette. For den hjælp vil jeg så modtage en milliard million dollars. I starten brugte jeg tid på at skrive til dem, og fortælle at jeg havde samme problem. Jeg havde også en rig onkel-høvding der lige var død, og at jeg også bare lige manglede et par tusind for at få fingre i hans trillioner af dollars. Ingen af dem jeg skrev til, sendte dog nogen penge. De var åbenbart ikke så naive, som de forventede at jeg var.

 
På facebook er der nu også kommet spam. Nu er det ikke længere kun i siden af ens væg der er reklamer. Nu dukker de også op på ens væg som nyheder. Hvis jeg var interesseret i et kro ophold, så skal jeg fandme nok selv finde stedet. Deres næste skridt bliver nok, at denne slags reklamer dukker op i en postkasse. Facebook gør selvfølgelig dette for at tjene penge. Et argument som selv en gammel senil mand som mig kan forstå, men nu var det jo ikke fordi at Facebook ikke tjente milliard millioner i forvejen. De vil bare vride det sidste ud af os. Deres nyeste tiltag er at man skal betale 50 kroner for at ens statusopdatering bliver vist mere synligt. Jeg vil fandme ikke betale 50 kroner for at mine ”venner” kan læse at jeg skal have forloren skildpadde til aften.

 
Jeg kunne selvfølgelig vælge at droppe min profil på Face. Det er jo mit eget valg at være der, men min mail kan jeg jo ikke undvære. Alle offentlige instanser og andre forlanger at man har en mail. Spam er åbenbart bare noget man må lære at leve med. Mit spam filter sortere sjældent disse mails fra, for dem der sender den slags lort ud, har jo fundet ud af at undgå dette.

fredag den 30. november 2012

Så blev det "endelig" december.


Så blev det ”endelig” december.

Så blev det den første december. Den første låge i kalenderen skal åbnes. Hvad mon der gemmer sig der. Børn er spændte, for december måned er noget som de elsker og stiller store forventninger til. Ikke så meget på grund af Jesus fødsel og andet religiøst, men på grund af gaverne. Børn elsker gaver. Det gør vi voksne jo nok også, men for os betyder julen bare en kæmpe udgift oveni. For legetøj er jo vanvittigt dyrt, og legetøjsbutikkerne er jo snedige nok til at udsende reklame blade, som vi voksne ihærdigt prøver at gemme for børnene, men reklamerne i TV, kan vi jo desværre ikke gemme. Reklameblokkene for legetøj kommer jo snedigt nok i forbindelse med børne-tv. ”Den ønsker jeg mig, og den ønsker jeg mig” kan man høre ungerne sige i hver reklameblok. For dem er prisen ikke afgørende, men det er selvfølgelig ikke det billigste legetøj der bliver vist reklamer for. Hvis vi skulle opfylde alle deres ønsker, så var nok også nød til at sælge en nyrer eller to.

Man vil jo gerne glæde børnene, men allerede nu, så må man konstatere at de vil blive skuffede. Deres ønskeliste er en kilometer lang, og hvem kan opfylde sådan en. Joakim von And kunne måske, men han er jo på den anden side så nærig, at de nok bare ville have fået en kæp og en sten de kunne lege med.

Julen bliver mere og mere kommerciel hver eneste år, og starter tidligere og tidligere. Da jeg var barn i 1800 tallet og gik 30 kilometer til skole igennem 8 meter høje snedriver, der startede julen første december. Sådan er det ikke mere. Nu starter den allerede i oktober, hvor man i butikkerne kan se de første spæde tegn på at december nærmer sig. De fleste voksne får da allerede de første trækninger, og frygter ungernes konstante snak de næste par måneder. Hver dag vil de spørge om hvor mange dage der er til jul.

Læserne vil nok på nuværende tidspunkt have en kraftig mistanke om, at jeg hader julen, og til dette kan jeg bare sige: JA – JEG HADER JULEN.

Jeg hader alle de forbandede plastik nisser og skrammel der fylder hver en krog af gader, butikker og de danske hjem. Jeg hader alle de forbandede julesange som der bliver spillet i radioen. Jeg hader alle de forbandede genudsendelser af julefilm, julekalendere og andet der har med julen at gøre. Jeg hader at min postkasse er ved at sprænges af alle de forbandede reklamer for gaver til julen.

 

torsdag den 29. november 2012

En god handel.


En god handel.

Min kone havde en gammel Mercedes, som desværre havde set bedre dage. Den skulle nu synes, og der var ikke en jordisk chance for at den ville kunne gå igennem sådan et. Hun elskede den bil, men måtte dog erkende at den måtte skrottes og hun skulle have en anden. Hun ville få 2300 i skrotpris for den gamle, og kunne ud over det skaffe 3700. I alt 6000 kroner. Ikke alverden at købe bil for. Jeg mente næsten at det ville være en umulig opgave at finde en bil til den pris, som udover at være rimeligt nysynet, også skulle have automatgear og anhængertræk.  Jeg støvede samtlige annoncer igennem i Den Blå Avis, og fandt en Opel Omega til 6000 kr. Ifølge annoncen fejlede den ingenting og kunne holde syn de næste halvanden år. Konen ringede og fik lavet en aftale med ham. Jeg var selvfølgelig noget skeptisk, for i en bilhandel kan man jo virkelig blive snydt. Hun ringede da hun havde hentet bilen og var vildt glad, for sælgeren var en ældre mand der udover at sælge hende bilen, også havde sagt at han da gerne ville syne den for hende, når den skulle synes om halvanden år. Jeg var selvfølgelig stadig skeptisk, for det hele lød lidt for godt. Næste morgen var jeg noget spændt på om bilen ville starte, for han kunne jo have startet den med forskellige tricks før hun kom, så bilen var varm og nem at starte, men bilen startede med det samme, selvom det var koldt udenfor. Et par dage efter ringede sælgeren til hende, og spurgte om hun ville købe de vinterdæk han havde stående til bilen. Han ville have 300 kr. Det er jo sikkert rigtigt billigt, men min kone der er rigtig jyde, havde nu ikke tænkt sig at bruge penge på det. Den tyggede sælgeren så på i et par timer og ringede tilbage og sagde at hun så, bare kunne komme og hente vinterdækkene uden betaling.

Det er nu en månedstid siden at hun købte bilen, og den kører bare dejligt. Tænk sig at man kan gøre sådan en god handel i dette kapitalistiske samfund, hvor det ellers handler om at tjene så mange penge som muligt på hinanden.

onsdag den 28. november 2012

Livet med en yngre kone.


Livet med en yngre kone.

Der er ikke nogen problemer i at have en kone der er 18 år yngre. Jeg synes jo det er en stor fordel, for når jeg bliver så gammel at jeg skal til at gå med ble for anden gang i mit liv, så er hun stadig ung nok til at kunne skifte den. Det er vist ikke en arbejdsgang hun ser frem til, men ægteskab handler jo om at følge hinanden i tykt og tyndt. Og tyndt bliver det, for selvom man er tyk, så kan man godt have tynd mave.

 
Jeg glemmer tit den store aldersforskel, og det hænder ofte at jeg snakker om ting der skete før hun blev født, og tror hun kan huske det. F.eks. sagde jeg til hende en morgen, at der stod på tekst-tv at Tarok slet ikke var død, men bare havde haft gemt sig i Hartzen. Det var jo en joke, for den verdensberømte danske hest Tarok har jo været død i mange år. Min kone er meget hesteinteresseret og har to heste, så syntes jo at det var en god joke. Det faldt dog lidt til jorden, da hun ikke anede hvem Tarok var. Det syntes jeg jo var mærkeligt, nu når hun er så glad for heste, men da jeg så googlede det, så viste det sig at Tarok døde et par år før hun blev født.

 
Mange spørger mig også, efter de har set os sammen, om det er min datter de så mig sammen med. Dette resulterer så i forskellige kommentarer, når jeg forklarer at det da var min kone. Nogle rynker på næsen, imens andre siger at det er da godt gået. For det er jo ofte sådan vi mænd tænker. Jeg er 47 år og har scoret en på 29 år. Det kan godt give lidt anderkendelse. I hvert fald ved mænd. De fleste kvinder synes nok jeg er en gammel gris.

 
Min kone elsker også at lave vittigheder om det. At jeg jo ved så meget om Middelalderen, fordi jeg jo oplevede den. At Gravballemanden er min lillebror. At jeg jo faktisk kunne være bedstefar til hendes to børn og andre i samme stil. Alt dette gør at vi ser det fra et humoristisk synspunkt, og ikke som noget problem. Jeg kan jo hjælpe hende med historiske fakta, fordi jeg jo selv oplevede dem, og hun kan hjælpe mig med de nymodens ting som computer, mobiltelefoner og andre ting der kører på strøm.


 

tirsdag den 27. november 2012

                                                               Min første blog.

Det her med at blogge, er en helt ny verden for mig. Jeg har tænkt meget over hvad jeg egentligt vil blogge om, men det bliver nok om lidt af hvert som lige optager mine tanker, eller emner som lige er oppe i pressen. Jeg er jo den her irreterende type der har en mening om næsten alt. Jeg blander mig ofte i debatter i forskellige avisers debatforum, og mine holdninger svinger lige fra at de falder i andres smag, til en læserstorm af vrede. Jeg vil ikke sige at, jeg er ligeglad med hvad andre synes, men jeg står fast på mine egne holdninger, uanset hvor meget modstand de så møder. Jeg tager selvfølgelig andres argumenter til mig, og nogen gange må jeg bukke i støvet og give dem ret. Man har jo en holdning til man tager en ny.

Mine interesser er: Politik, sociologi, psykologi, religion, historie og mange andre ting.

Privat er jeg gift med en 18 år yngre kvinde (måske et emne til en blog :-) ) Hun har to børn på 5 og 6 som jeg prøver at lege med, så meget min dårlige kondition nu tillader. 
Jeg har en datter på 19 år, som går i gymnasiet, og som regner med at fortsætte sin uddannelse efter sommerferien i England.

I 2004 blev jeg idømt 16 års fængsel for drab, og sidder stadig i fængsel.

Jeg har skrevet kronikker, medvirket i tv og radio, og har indtil videre udgivet 4 bøger.

http://gopubli.sh/profiles/4970fef228b4b099